Gaffa anmelder CB på Skanderborg Festival

Malplacerede tyskere kæmpede en brav kamp på Skanderborgs Festivals store bøgescene

De forreste publikumsrækker er på fra starten. Peter Palshøj præsenterer Cinema Bizarre, og de sort- og neonklædte piger kvitterer de med et højfrekvent hyl. Bandmedlemmerne indtager scenen én efter én – til lyden af skærende, feminine skrig. Frontmand Strify præsenterer den første sang, og kvintettens kvindelige beundrere er ved at dåne af begejstring.

Men entusiasmen foran scenen står i grel kontrast til stemningen på siddepladserne og længere væk, hvor de purunge tyskeres anstrengelser modtages med skuldertræk og overbærende smil.

Cinema Bizarre når langt fra ud til de bagerste rækker med deres synth-poppede electrorock, og det er sådan set forståeligt nok: Deres sange er ordinære (Thomas Troelsen eller ej), deres look og attitude overstylede – og værst af alt: Som musikere er de ikke dygtige nok til at indløse deres egne, beskedne ambitioner.

Det ville være nemt at pege fingre af de fem knejter med de store armbevægelser og de lige så begrænsede evner. På den anden sidegør tyskerne tydeligvis deres bedste inden for de rammer, deres talent og rutine udstikker: Flere af medlemmerne virker nervøse, ivrige efter at se rock’n’roll-agtige ud og usikre på, hvordan de præcis skal bære sig ad.

Ingen tvivl om, at kvintettens musikalske formåen er af tvivlsom karakter. At de hverken kan eller vil levere mere, end de gør i dag, er deres egen skyld. Men Skanderborg fortjener også ris for at placere fem urutinerede teenagere på festivalens største scene klokken 17.15 fredag eftermiddag.

Bag den stylede facade og de præfabrikerede sange er Cinema Bizarre en gruppe overeksponerede talenter, der helt tydeligt er blevet placeret under rockscenens bagende spotlys alt, alt for tidligt. Resultatet er en koncert, der er lettere pinlig at overvære for alle andre end de tilbedende tøsebørn foran scenen.

Tyskerne er ikke musikalske vidundere, men de har ikke fortjent at blive iført kejserens nye klæder i den hurtige profits navn. Med tid og ro kunne kvintetten sagtens udvikle sig til noget genuint spændende – spørgsmålet er bare, om Cinema Bizarre når at blomstre, før opmærksomheden omkring dem visner.

Af Erik Barkman