De unge medlemmer af tyske Cinema Bizarre er dygtige til at lægge make-up. Det står sløjere til med musikken.
Attitude er et vigtigt begreb i rockmusikken. Ikke mindst i den sortklædte ende af genren, hvor tyske Cinema Bizarre blander rock, pop, glam og new age i et melankolsk og ganske bizart maskebal. Ikke ulig landsmændene i Tokio Hotel.
Bandmedlemmerne er mellem 18 og 22 år gamle og har på rekordtid slået sit navn fast i hjemlandet Tyskland, hvor singlerne ”Lovesongs, they Kill Me” og ”Escape to the Stars” har ligget lunt på hitlisterne.
Sang falsk
På Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg stod den musikalske kunnen imidlertid ikke mål med den arrogance, som især forsanger Strify lagde for dagen. Han formåede ikke at synge rent gennem et eneste nummer.
Flad lyd
Det var desuden ærgerligt, at man knap nok kunne høre guitarfinesserne, når nu guitarist Yu havde gjort sig umage med make-up, hundehalsbånd, hårlak, piercinger og skuldertatoveringer med kinesiske tegn.
Ingen af bandmedlemmerne formåede at skille sig ud i det flade lydbillede, som meget hurtigt blev ensformigt at lytte til.
Og så giver det i øvrigt heller ikke point at stjæle elektroniske finesser fra Depeche Modes 1980’er-klassiker ”Everything Counts”.
Pinligt.
Viser opslag med etiketten Anmeldelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anmeldelser. Vis alle opslag
torsdag den 14. august 2008
Gaffa anmelder CB på Skanderborg Festival
Malplacerede tyskere kæmpede en brav kamp på Skanderborgs Festivals store bøgescene
De forreste publikumsrækker er på fra starten. Peter Palshøj præsenterer Cinema Bizarre, og de sort- og neonklædte piger kvitterer de med et højfrekvent hyl. Bandmedlemmerne indtager scenen én efter én – til lyden af skærende, feminine skrig. Frontmand Strify præsenterer den første sang, og kvintettens kvindelige beundrere er ved at dåne af begejstring.
Men entusiasmen foran scenen står i grel kontrast til stemningen på siddepladserne og længere væk, hvor de purunge tyskeres anstrengelser modtages med skuldertræk og overbærende smil.
Cinema Bizarre når langt fra ud til de bagerste rækker med deres synth-poppede electrorock, og det er sådan set forståeligt nok: Deres sange er ordinære (Thomas Troelsen eller ej), deres look og attitude overstylede – og værst af alt: Som musikere er de ikke dygtige nok til at indløse deres egne, beskedne ambitioner.
Det ville være nemt at pege fingre af de fem knejter med de store armbevægelser og de lige så begrænsede evner. På den anden sidegør tyskerne tydeligvis deres bedste inden for de rammer, deres talent og rutine udstikker: Flere af medlemmerne virker nervøse, ivrige efter at se rock’n’roll-agtige ud og usikre på, hvordan de præcis skal bære sig ad.
Ingen tvivl om, at kvintettens musikalske formåen er af tvivlsom karakter. At de hverken kan eller vil levere mere, end de gør i dag, er deres egen skyld. Men Skanderborg fortjener også ris for at placere fem urutinerede teenagere på festivalens største scene klokken 17.15 fredag eftermiddag.
Bag den stylede facade og de præfabrikerede sange er Cinema Bizarre en gruppe overeksponerede talenter, der helt tydeligt er blevet placeret under rockscenens bagende spotlys alt, alt for tidligt. Resultatet er en koncert, der er lettere pinlig at overvære for alle andre end de tilbedende tøsebørn foran scenen.
Tyskerne er ikke musikalske vidundere, men de har ikke fortjent at blive iført kejserens nye klæder i den hurtige profits navn. Med tid og ro kunne kvintetten sagtens udvikle sig til noget genuint spændende – spørgsmålet er bare, om Cinema Bizarre når at blomstre, før opmærksomheden omkring dem visner.
Af Erik Barkman
De forreste publikumsrækker er på fra starten. Peter Palshøj præsenterer Cinema Bizarre, og de sort- og neonklædte piger kvitterer de med et højfrekvent hyl. Bandmedlemmerne indtager scenen én efter én – til lyden af skærende, feminine skrig. Frontmand Strify præsenterer den første sang, og kvintettens kvindelige beundrere er ved at dåne af begejstring.
Men entusiasmen foran scenen står i grel kontrast til stemningen på siddepladserne og længere væk, hvor de purunge tyskeres anstrengelser modtages med skuldertræk og overbærende smil.
Cinema Bizarre når langt fra ud til de bagerste rækker med deres synth-poppede electrorock, og det er sådan set forståeligt nok: Deres sange er ordinære (Thomas Troelsen eller ej), deres look og attitude overstylede – og værst af alt: Som musikere er de ikke dygtige nok til at indløse deres egne, beskedne ambitioner.
Det ville være nemt at pege fingre af de fem knejter med de store armbevægelser og de lige så begrænsede evner. På den anden sidegør tyskerne tydeligvis deres bedste inden for de rammer, deres talent og rutine udstikker: Flere af medlemmerne virker nervøse, ivrige efter at se rock’n’roll-agtige ud og usikre på, hvordan de præcis skal bære sig ad.
Ingen tvivl om, at kvintettens musikalske formåen er af tvivlsom karakter. At de hverken kan eller vil levere mere, end de gør i dag, er deres egen skyld. Men Skanderborg fortjener også ris for at placere fem urutinerede teenagere på festivalens største scene klokken 17.15 fredag eftermiddag.
Bag den stylede facade og de præfabrikerede sange er Cinema Bizarre en gruppe overeksponerede talenter, der helt tydeligt er blevet placeret under rockscenens bagende spotlys alt, alt for tidligt. Resultatet er en koncert, der er lettere pinlig at overvære for alle andre end de tilbedende tøsebørn foran scenen.
Tyskerne er ikke musikalske vidundere, men de har ikke fortjent at blive iført kejserens nye klæder i den hurtige profits navn. Med tid og ro kunne kvintetten sagtens udvikle sig til noget genuint spændende – spørgsmålet er bare, om Cinema Bizarre når at blomstre, før opmærksomheden omkring dem visner.
Af Erik Barkman
Abonner på:
Opslag (Atom)
